Med Corona i ryggen og på vej ud i skyggen, lukker vi sammen med Tune Bibliotek atter dørene op for bordrollespil når D&D Adventurers League Danmark inviterer til bordrollespil på biblioteket.

Adventurers League er en casual spillestil, hvor man ikke absolut mødes i faste grupper, men i stedet melder sig til et spil ens karakter kan være med til. Dermed ikke sagt at man ikke kan spille med de samme igen og igen, men der er også mulighed for at møde andre spiller ved bordet. For ja, det er klassisk bordrollespil, med terninger og figurer vi spiller, og dermed er der fuld knald på fantasien når først vi sætter spillet igang.

For at være med skal du have en karakter – og bare rolig, er det første gang du spiller, så hjælper vi dig i gang. Du kan altså sagtens være med uanset om du har prøvet før eller ej, det vigtigste er at du har lyst! Spillene, der spilles, er meget forskellige, fra gotiske gys a la Dracula over rejse igennem iskolde og mørke egne til sveddryppende ekspeditioner igennem junglelandskaber, ja kun fantastien sætter næsten grænsen.

Til forældre med spilleinteresserede børn anbefaler vi at børnene starter når de er omkring 10-12 år med en voksen med ved bordet. Og bare rolig, der er intet bedre end at spille rollespil med sine børn, også selvom man aldrig har prøvet det før! Fra ungerne er omkring 15 år er de klar til at flyve rundt om bordet ved egen hånd. Vi har spillere på 11 år og vi har spillere helt op til pensionsalderen. D&D er en hobby for livet!

Vi praktiserer forsat en fornuftig afstandtagen til hinanden, hvorfor vi har begrænsninger på antallet af pladser ved bordene, som dermed kræver tilmelding. Tilgengæld slipper du for både mundbind og coronapas – men forventes naturligvis at blive hjemme hvis du føler dig sløj.

Tune Bibliotek ligger midt i Tune by – omkring 6 km fra Roskilde. Der er god, gratis parkering foran biblioteket og bus 600S stopper ikke langt fra, og kører til og fra både Roskilde og Greve/Hundige stationer.

Du melder dig til spillene her på siden. Først skal du oprette dig som bruger på siden – det gør du via dette link: https://www.dnd-al.dk/registrer/ – og derefter finder du så et spil du kan være med på ovre i kalenderen: https://www.dnd-al.dk/events/kategori/lokalitet/tune/ – den opdateres med nye spil onsdag for spilledagen.

Du er også velkommen til at slutte dig til vores Facebook-gruppen via dette link: https://www.dnd-al.dk/facebook og er du så moderne at du bruger Discord, så kan du finde vores Discord-server via https://www.dnd-al.dk/discord.

Vi spiller følgende spil i sommerferien:

Dato Spil Dungeon Master
28/06-2021 DDAL4-01 Suits in the Mist – Tier 1 Sara Kirketerp-Helenius
28/06-2021 DDEX1-08 Tales Trees Tell – Tier 1 (Begyndervenligt) Jonas Gaarn Wiese Pedersen
 
05/07-2021 DDAL04-02 The Beast – Tier 1 Sara Kirketerp-Helenius
05/07-2021 DDEX3-12 Hillsfar Reclaimed – Tier 1 Jonas Gaarn Wiese Pedersen
05/07-2021 DDAL10-00 Ice Road Trackers – Tier 1 Patrick Falck