Hvad er D&D Adventurers League?

Dungeons & Dragons Adventurers League (AL) er en måde at spille D&D på, som er ment til de spillere der er helt nye og ikke ved hvor de skal starte eller hvem de kan tage fat i, det er til spillere der gerne vil spille D&D men ikke lige har en fast gruppe eller en DM i nærheden og det er til de spillere der simpelthen ikke har tiden til at afsætte en fast dag hver måned.

Her er plads til nye som garvede spillere, og mulighed for at:
– Den evige DM kan få en spillerplads,
– Møde nye folk der nære den samme kærlighed til rollespil som du gør
– At kunne spille oftere end din faste gruppe ellers har mulighed for

Der er opsat et par ekstra regler for at prøve at sikre en balance mellem karakterer samt for at undgå snyd når en spiller i løbet af en måned potentielt kan have 20 forskellige DM’s. Derfor fører man også et log sheet efter hvert spil, så din DM kan se hvor du har alt dit grej fra. Det ødelægger på ingen måde hverken gameplay eller den sociale fornøjelse.

AL spil er som oftest moduler der er sat til at vare 2-4 timer, men der findes også spil der tager længere tid. Mange af modulerne hænger enten løst sammen, eller er sat i det samme område med samme tema (sæsoner). Dermed er der rig mulighed for at spille et sæt af moduler som en slags mini kampagne, hvis man selv sætter sig ind i hvordan og hvorledes det hænger sammen. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis de samme personer man spiller med, men det er op til DM og de andre spillere hvordan man vælger at køre det.

Der er nogen der tror at AL er ensbetydende med dårlig eller ingen rollespil. Der er intet spil der er godt, hvis DM ikke er forberedt og spillerne ikke er engagerede – det gælder også for AL. Derfor er det spillerne der gør spillet godt, ikke reglerne.

Derudover kan udfordringen være, at man ikke nødvendigvis kender sine medspiller eller kan vælge til og fra, hvis man ikke lige føler kemien eller spilstilen matcher. I offentlige AL spil skal der være plads til alle.

Det sagt, så er der masser af rollespil – tilmed godt rollespil – og om ikke andet er AL en god tilgang til at lære D&D at kende, møde ligesindede spillere og DMs, og ikke mindst en mulighed for at få spillet en gang imellem, også når man har for travlt til en fast gruppe eller bare ikke kan finde en.

For at spille med, skal du have Dungeons & Dragons grundreglerne – enten den gratis udgave eller Players Handbook fra din lokale boghandler eller spilbutik.

Dungeons & Dragons grundregler

Grundreglerne – også kaldet Basic Rules – til Dungeons & Dragons spillet, herunder karakterskabelse, kan hentes gratis hos Wizards of the Coast.

Adventurers League

I Adventures League (AL) er der, udover de almindelige D&D regler, enkelte ekstra regler, der gør det muligt for dig at benytte din AL karakter til spil på tværs af DM’s, kampagner og geografiske områder samt online. Reglerne er inddelt efter hvilken kampagne man ønsker at spille i. Det vender vi tilbage til.

Vi har samlet en nem indgang til regler og kampagner her på siden.

Derudover holdes reglerne ajour via Wizards of the Coasts officielle D&D Discord server.

Husk, at AL spil kan spilles overalt, og ikke kun via D&D Adventurers League Danmark.

“Vent hvad, sæsoner? Kampagner?”

Adventurers League er inddelt i kampagner, der igen er inddelt i sæsoner, der følger bogudgivelserne fra Wizards of the Coast. Med udgivelsen af “The Wild Beyond the Witchlight” og den i Adventurers League tilhørende sæson har Wizards visket tavlen rent og erklæret, der nu er fokus på at spillerne skal spille spillet – og dermed blev regel-sættet rundbarberet og solidt forsimplet. AL har aldrig været lettere at gå til!

I tilgift findes der to alternative – eller eksperimentelle – kampagner man kan spille. Fælles for begge alternative kampagner er, at de følger et andet karakterskabelsesmønster og karaktererne kan ikke bevæge sig på tværs af kampagnerne.

Eberron – Oracle of War foregår på planeten Eberron, hvor en mystisk hændelse har udryddet landet Cyre og efterladt det som et magisk ustabilt område hvor snart sagt alt kan ske. Her spiller du en salvager der rejser ind i Cyre for at tjene til dagen og vejen, da gamle stridigheder og et slet skjult magtspil pludselig bringer dig som spiller i centrum på en konflikt kun du kan hjælpe med at løse. Du kan finde Eberron – Oracle of War reglerne under Alternative-kampagne regler.

Ravenloft – Mist Hunters er den anden alternative kampagne der foregår i det gyselige – bogstaveligt talt – Ravenloft. Her engageres karaktererne i en storslået jagt på tværs af nogle af de uhyggelige domæner i Ravenloft, en jagt på både mennesker og – ja hvem ved. Reglerne for Ravenloft Mist Hunters finder du via dette link.

Bemærk, man ikke kan spille “almindelige” AL moduler i alternative kampagner og vice versa.

Kampagner, sæsoner (nummer og navn i AL) samt bog-udgivelser fra Wizards of the Coast

Forgotten Realms Sæson 0 Ingen bogudgivelse, men en lang række lore/historie-fokuserede Adventurers League eventyr
Sæson 1 – Tyranny of Dragons Hoard of the Dragon Queen & Rise of Tiamat
Sæson 2 – Temple of Elemental Evil Princes of the Apocalypse
Sæson 3 – Rage of Demons Out of the Abyss
Sæson 4 – Return to Ravenloft Curse of Strahd
Sæson 5 – Storm King’s Thunder Storm King’s Thunder
Sæson 6 – Tales from the Yawning Portal Tales from the Yawning Portal
Sæson 7 – Tomb of Annihilation Tomb of Annihilation
Sæson 8 – Waterdeep Adventures Waterdeep : Dragon Heist
Waterdeep : Dungeon of the Mad Mage
Sæson 9 – Avernus Rising Descent into Avernus
Sæson 10 – Plague of Ancients Icewind Dale: Rime of the Frostmaiden
AL regler version 11 – The Wild Beyond the Witchlight Fra efteråret 2021 introduceres kampagne-bogen The Wild Beyond the Witchlight.
AL regler version 12 – Spelljammer: Adventures in Space Per sommeren 2022 indlemmes pakken “Spelljammer: Adventures in Space” i Adventurers League som en del af Forgotten Realms kampagnen.
Alternativ kampagne Eberron – Oracle of War Karakterer bygges på Players Handbook, Xanathar’s Guide to Everything og Eberron Rising from the Last War, mens kampagnen udspiller sig over en to-årig månedlig kampagne på 20 moduler med konklusion i Q3 2021.
Alternativ kampagne Ravenloft Mist Hunters Karakterer bygges på Players Handbook, Xanathar’s Guide to Everything, Tasha’s Guide to Everything og Van Richten’s Guide to Ravenloft, mens kampagnen udspiller sig over en knap et-årig månedlig kampagne på 12 moduler og 2 epic’s med konklusion i Q1 2022.
Alternativ kampagne Critical Role Karakterer bygges på Players Handbook, Xanathar’s Guide to Everything, Tasha’s Guide to Everything og Explorer’s Guide to Wildemount. Kampagnen indeholder 4 enkeltstående moduler, der findes i Wildemount bogen, samt kampagne-bogen Call of the Netherdeep.

For et bedre overblik over kampangerne og hvilke regler der gælde, se siden “Hvad bør jeg læse“.

“Jeg vil gerne prøve at spille med”

Start med at lave din egen karakter på level 1 til den kampagne du gerne vil spille. Det letteste er helt klart en karakter til Historic- eller Seasonal-kampagnen, da det er dé spil der spilles oftest.

I AL kræves det, at du logger alt hvad din karakter laver af eventyr og modtager af guld og magiske skatte. Til det formål benyttes et Adventurers League logsheet. Det kan du finde via https://www.dnd-al.dk/logsheet eller brug den digitale udgave hos AdventurersLeagueLog.com.

Her på hjemmesiden er der en guide til hvordan man udfylder det digitale log-sheet.

“Men hvor kan man så spille henne?”

Alle spil, der sættes op igennem Adventurers League Danmark, kan findes på denne side under “Begivenheder“. Her finder du tabletop og online spil fra hele landet. For at tilmelde dig et spil, skal du være oprettet her på websitet.

Øvrige supplementer

Der findes en række digitale supplementer til at gøre livet som AL spiller nemmere, for eksempel:

*D&D Adventurers League Danmark har en Discord-server fuld af hjælpsomme mennesker.
* DnDBeyond hvor du kan lave dit karakterskema og læse om de forskellige racer, klasser, spells etc. Bemærk dog, første fix er gratis – du får grundreglerne gratis, men skal du bruge noget derudover, så koster det.
* Roll20 er en virtuel platform/bordplade hvor vores online spil kører med Discord som voice chat. Du finder her på hjemmesiden en guide til brugen af roll20 og ellers er vores DM’er altid parate til at hjælpe dig i gang.

Rigtig god fornøjelse og må terningerne altid rulle til din fordel!