Nye begivenheder og forbedret afmelding på hjemmesiden

I aften, kl. 20, lukker vi op for en række nye spil-begivenheder. Der er tale om en række spil i Fanatic i Roskilde den 26/4.

Derudover har vi for et par dage siden, for jer der endnu ikke har opdaget det, lagt et par begivenheder i Faraos i København til den 28/4. Der er et par ledige pladser, så giv den gas og meld dig til og få en sjov lørdag eftermiddag sammen med ligesindede 🙂

Apropos dét med at melde sig til eller rettere fra.

Vi har lyttet til feedback’en og ændret fra-meldingsfunktionen, så den nu er blevet markant lettere.

Når du er tilmeldt en begivenhed, bliver du nu præsenteret for ovenstående boks inde på selve begivenheden. Hvis du opdager at du er forhindret i at deltage, af den ene eller anden årsag, så trykker du blot på knappen “Annuller” så frigiver vi din billet til en anden. Det bliver næsten ikke lettere.

Næste opdatering på begivenhederne bliver en opdatering af hvordan man tilmelder sig. Vi arbejder på en 1-klik tilmelding, hvilket så betyder at det fremover ikke længere bliver muligt at bestille flere billetter til een person. Man kan diskutere for og imod, men lige nu står vi dér, hvor det er dén funktionalitet vi ønsker at tilbyde, for på den måde at matche funktionen hos Warhorn.

Som altid er vi naturligvis åbne for input of feedback. Kun derved bliver vi bedre.

Vi strækker os lidt – og beklager rodet

Vi holder lidt flyttedag på hjemmesiden, så vi får lidt mere plads at folde os ud på.

Det gør vi for at imødekomme nogle af de ønsker, vi har modtaget fra jer brugere. Nogle af ønsker kræver lidt mere af det såkaldte “skærm real-estate”, altså en bedre udnyttelse af pladsen på websitet.

Vi har lige rullet ændringerne ud og har overfladisk testet lidt rundt på sitet. Hvis du finder noget der ser mega-funky ud, så meld gerne tilbage som en kommentar på denne nyhed, så fikser vi det a.s.a.p.

På forhånd tak for tålmodigheden, det skal nok blive rigtigt godt 🙂

Nye spil begivenheder tilgængelige på sitet

I eftermiddag, kl. 16, lukker vi op for tilmelding til en række nye AL spilbegivenheder.

35 pladser åbnes der op for, fordelt på 3 datoer, så hvad enten du kaster med terninger eller klikker med mus, så er der masser af pladser til rådighed, der som altid fordeles efter først-til-mølle princippet.

Bemærk, at der også er flere DMs der har slået flere og andre spil op i april. Der er altså rig mulighed for at komme til at komme til at kaste fireballs eller klippe ca 30cm af højden på kobolder.

Vi er i ALDK er overgået til udelukkende at bruge hjemmesidens tilmeldingssystem, så har du ikke allerede en bruger på sitet, bør du registrere dig nu så du kan tilmelde dig begivenhederne. Tilmelding til sitet sker via topmenuen.

Er du i tvivl om hvordan du tilmelder dig begivenheden her på siden, kan du finde en vejledning til det.

DKs største Epic en bragende succes

Danmarks største D&D AL Epic blev en uovertruffen succes.

Lørdag den 31/3-2018 indtog mere end 50 glade og forventningsfulde rollespillere DGI-Byen i København for at tage del i Dungeons & Dragons Adventurers League Epic’en ‘Peril at the port’.

Kort fortalt er en epic ét eventyr, der strækker sig på tværs af flere borde, men med ét samlet mål og konklusion. For dagens epic var målet at befri byen Port Nyanzaru fra invaderende udøde pirater og ikke mindst deres fæle kaptajn. Det udføres praktisk ved at hvert bord vælger tre-fire quests forskellige steder i byen, hvor resultatet af disse quests tælles sammen i den endelige finale.

8 borde blev fyldt med 6 spillere ved hver, med alle aldersgrupper repræsenteret fra de yngste i 10-12 års alderen til den ældste, et stykke inde i den tredje alder. Her er plads til alle, der bare gerne vil spille sjovt rollespil. Udover spillerne havde hvert bord en Dungeon Master, og tre administratorer, forklædt som karakterer fra spillet, og en general til at styre det store slag.

Som noget helt specielt, havde den sære omrejsende munk, Fai Chen, lagt vejen forbi, og fristede deltagerne med spændende udstyr og sydende drikke. Var det noget med et flyvende tæppe eller en ged, der bræger højlydt hvis den ser en dino? Eller måske du som spiller havde fået en +1 stav men skulle bruge en bue? I så fald kunne Fai Chen hjælpe med nyt udstyr og andre pudsige ting.

Der blev udkæmpet drabelige slag med rullende hoveder, hele borde sneg sig rundt i grave og kæmpede med slangemenneske, der blev spillet skuespil for en Handelsprins i byen og mere end een gang blev et sørøverskib brugt som brændende torpedo for at gøre indhug i piraternes armada! Terningerne triller, figurer flyttede rundt på farverige kort og de øvrige besøgende på Nørdmarked kiggede nysgerrigt med fra sidelinjen.

ALDK takker alle deltagere for en fantastisk dag og garanterer at det ikke er sidste gange vi inviterer til D&D Adventurers League Epic!

Epic pre-game status

Så nærmer tiden sig! Vi tosser rundt i DGI-Byen for at få bordene på plads, tjekket AL logs og ønsket hinanden held og lykke. Vi gemmer os i det ene hjørne af Idrætssalen.

Er du ikke kommet ind endnu, kan vi glæde med tre ting: indgangen er lige overfor hovedbanen på Tietgensgade, der er P-hus med god plads (ved sidste opdatering dernede fra) og der kan betales med MobilePay i indgangen.Ses vi? Det tror jeg da nok at vi gør 🙂